Det er bare et plaster, der skal rives af, ikke?

Mit første indlæg… Øj, jeg synes, det er svært at trykke på udgiv – deraf plastermetaforen i overskriften. Det er bestemt ikke, fordi jeg forventer smerte á la stød gennem pc’en, når jeg udgiver, haha, men alligevel er det noget særligt at skulle “udgive sig selv” på denne måde for første gang. En blog er jo et eller andet sted den ultimative form for selviscenesættelse (sammen med SoMe generelt), hvor man som udgiver i høj grad påvirker folks indtryk af én. Skal jeg virke som den overskudsagtige og Instagram-lækre blogger eller være hende den hudløst ærlige, der viser sit semi-grimme badeværelse med tandpastapletter på spejlet? Hvilken “type” blogger vil jeg være?

Sandheden er, at jeg egentligt bare gerne vil dele mine tanker og holdninger – jeg er ved at eksplodere, fordi jeg brænder inde med holdninger til alt for mange ting, men jeg savnede et passende medie, som ikke krævede, at jeg trængte mig på hos nogen social media-mæssigt. Man skal have et frit valg om at høre (så intenst) på det, jeg gerne vil diskutere, frem for jeg konstant pusher en agenda i folks news feeds. Derfor denne blog. Men hvad er så min agenda? Av, min arm! Sikke et spørgsmål. Spørg mig igen om et år, når jeg kan se tilbage på, hvad jeg har fået skrevet. Umiddelbart er min plan at skrive om særligt den mindset-ændrende udvikling, jeg har været på det sidste år, som involverer nogle ret heftige livsstilsvalg, hvis jeg selv skal sige det. Eller som jeg også kan lide at udtrykke det: jeg er ved at vokse mig en kuturkritisk rygrad – og sådan noget knoglevækst tager jo tid. Keywords inden for den genre bliver minimalisme, forbrug, økonomi, arbejdsbyrde, tidsforbrug, børnesyn, etik og andet godt. Så har jeg ikke lovet for lidt!

Så nu hvor det for så vidt er mit formål at dele denne udvikling – hvor håbet selvfølgelig er inspiration for andre og øget læring for mig selv – så er min “type” som blogger vel ret underordnet eller hvad? Uanset hvor den diskussion ender, så vil jeg være hurtig til at erkende, at jeg i “den virkelige verden” er ret filterfri, oprigtig og forhåbentligt også et anstændigt medmenneske og de sider af mig selv vil jeg i hvert fald gerne vise. De er jo mig. Det er der andre sider, der også er, så de titter nok også frem, om jeg vil det eller ej. Hvorom alting er: Velkommen til virvaret skal du være!

Reklamer

Anmeldelse: bog ‘Er der en mor til stede?’

Jeg har for nyligt læst bogen ‘Er der en mor til stede?’ af Mette Møllevang og Tone Brix-Hansen. Bogen er fra 2015 og stadig (ja, endda mere) relevant i dag, hvor hjemmepasning, forældreansvar og adskillelseskultur begynder at fylde mere og mere. Jeg tillader mig her at komme med min anmeldelse af bogen.

Bogens svagheder:

  • Jeg mener, der er vigtige budskaber i bogen, men den virker forhastet i redigeringsfasen. Der er for mange gentagelser, hvor man tænker ‘har jeg ikke læst dette før?’ og strukturen giver et indtryk af en manglende kronologi, så man til tider mister overblikket. Det er en skam for helhedsindtrykket.
  • Som selvudnævnt Queen of Research og fakta-elsker, mangler jeg nogle steder kilder – det er ikke nok, når de skriver ‘en undersøgelse’ eller ‘en bog fortæller’.
  • Dette er en meget personlig, subjektiv anke: skribenternes mænd fremstilles mildest talt usympatiske og uden faderlig indsigt. Forfatterne plæderer for, at omsorgsgenet ligger primært hos kvinden, som derfor bør/kan påtage sig sig den rolle bedst, men i deres iver for at vise kvindens styrker får de fremstillet mænd som aldeles uegnede, eksemplificeret i meget konkrete situationer fra deres eget liv. Og ja, deres mænd virker ærlig talt som nogle egoistiske små drenge (harsh but true), men det er ikke det billede, jeg genkender blandt de fædre, jeg møder – ej heller det billede vi ser af mænd generelt i dag. For mig fjerner det fokus fra sagen og bliver en unødvendig kløft mellem kvinder og mænd.

Bogens styrker:

  • Den findes! Det virker banalt, men der er meget få bøger, der advokerer for kvinder i et liv som hjemmegående, mens børnene er små. Der er brug for (saglig) inspiration og her falder denne bog på et tørt sted.
  • Konkrete, personlige (og hjerteskærende) eksempler fra forfatternes egne liv overbeviser – det er bogens største styrke, at trods voldsom dundertale mod nutidens strukturer, så bliver der ikke pudset nogen glorie. De har bestemt lavet deres portion af bitre fejl, som de ønsker andre skal undgå. Dét er prisværdigt.
  • Bogen taler husarbejde, børnepasning og familieliv op og giver det en værdi, der mangler i dagens debatter. De formår, trods en tro på de klassiske kønsroller, at sætte en feministisk dagsorden, hvor kvinder bør kompenseres for deres hjemlige arbejde og børneopdragelse (fx ift. pension) for at vise den konkrete værdi det arbejde har for en hel familie.
  • Hvert afsnit sluttes af med små punkter under titlerne ‘vigtige spørgsmål’ og ‘tankevækkende’, hvor fx statistikker på kvinders løn, helbred, børns trivsel og arbejdsfordeling tages op og det fungerer som en saglig klangbund til emnerne.

Vil jeg anbefale bogen? Ja, hvis du ligesom mig har hungret efter litteratur og hjemmepasning, livet som hjemmegående, kvinders rolle, værdi og muligheder i samfundet og familier. Bogen er ikke perfekt, men den lægger op til fin refleksion, som er brugbar, når man begynder at overveje et hjemmeliv.

Bogen kan købes fx her eller lånes på biblioteket.

Pusleunderlag til 35 kroner

For nogle måneder siden fandt jeg noget quiltet pladevat til den uhørte sum af 4 kroner i genbrug og manglede bare ideen. Jeg fandt det fineste pusleunderlag fra CamCam (tilfældig forhandler), men til 280 kroner vidste jeg, jeg kunne gøre det billigere + forhåbentligt mere bæredygtigt. På jagt i flere genbrugsbutikker efter passende materialer! Her fandt jeg en flot tekstilvoksdug og et semi-matchende lagen. Bingo! Det eneste jeg blev nødt til at købe fra nyt var kantebåndet. Elastikken havde min mor liggende. Fordi jeg stadig har rester af kantebånd, dug og lagen, bliver prisen på pusleunderlaget 35 kroner. Stik den, CamCam!

Det var først efter syning det slog mig dette kunne være en inspirerende ide til bloggen, så jeg beklager, jeg ikke har en udførlig guide. Processen er dog meget nem, hvis bare du har lidt kendskab til en syning!

1) Klip pladevattet ud i den størrelse, du ønsker pusleunderlag + ‘klap’ skal være.

2) klip lagen og tekstilvoksdug ud i samme størrelse.

3) sy lagen og pladevat sammen – jeg syede ikke tekstilvoksdugen på samtidig med her, fordi jeg valgte at bruge den quiltede overflade i pladevattet som guide til min quiltning (jeg var for doven til at lave det fine fiskeskælsmønster CamCams har).

4) Sy derefter et mønster på lagensiden for at quilte det. Mit blev rundt-regnet-harlekin.

5) sy tekstilvoksdugen på på den modsatte side.

6) Sy elastik på i kanten – jeg lavede den en smule løs, så der er plads til en stofble og lidt tøj inde i selve pusleunderlaget, når det er pakket sammen (særligt praktisk, fordi jeg undlod at lave den lille lomme, som CamCams har).

6) Slut af med at sy kantebånd på. Tadaa!

Håber det kan inspirere! 🙂

Den fødte modeblogger…

Jeg har i dag været til bryllup med dertilhørende skøn reception (læs: kanon vielse, godt selskab og lækker kage). Trængte sådan til at pynte mig lidt og komme lidt ud efter en uge med slem forkølelse og en insisterende graviditetskvalme, der stadig ikke rigtig vil fortage sig.

Som billedet med al tydelighed viser, er jeg gået i skarp modeblogger-træning med fem år gammel mørkeblå kjole fra H&M købt på tilbud i England med billede foran mørkeblå sofa. Eller noget. 😂

Der er vist plads til forbedring, men så er det godt, jeg ikke har tænkt mig at blive modeblogger – ideen var vist bare at vise jer et nyligt billede, hvor jeg føler mig ekstra-fiiin i kjole og med lidt makeup på. Det håber jeg kan ses trods mangel på snilde 😉

Hjemmepasning uden at blive bims?

I sidste indlæg dette jeg mine indledende tanker om hjemmepasning. Idag skal det handle om mine strategier for ikke at blive lidt kulret, i den tid jeg går hjemme.

Kender du jegermor.dk? Jeg er for nylig blevet bekendt med dem og hørte deres podcast, hvor første afsnit hedder “Hvordan får jeg plads til mig selv?” og det er nok egentligt essensen af at “blive bims på barsel” og generelt bims i moderskabet: hvordan får jeg plads og tid til mig selv, når børn er så krævende, som de er? Der er mange aspekter i det, men jeg vil tage en praktisk udgangsvinkel i dag.

Den grundlæggende bekymring jeg hører fra forældre, der ikke kan forestille sig at blive hjemmegående er netop frygten for “at blive bims”. Måske har barslen været hård og ensom og så er den frygt jo fair nok. Og lad mig starte med at sige: jeg ved jo ikke en skid om forældreskab. Endnu. Det er jo først til september baby gerne skulle melde sig klar til se verden uden for maven, men det betyder jo ikke, man ikke gør sig tanker. Jeg elsker at være forberedt, men jeg er også forberedt på, at jeg ikke aner en dyt om, hvad jeg laver, når først baby er her. Det bliver et granatchok, uanset hvor meget jeg Googler, planlægger og fantaserer. Så alt hvad jeg siger nu er selvfølgelig til revision løbende. Fungerede vores strategier? Er jeg tilpas med at være hjemme? Og frem for alt: hvordan har baby det egentlig?

Det betyder også, at alle mine ‘planer’ er muligheder, ikke nødvendigvis arrangementer, jeg død og pine skal deltage i ofte. Slet ikke de første måneder, hvor vi lige skal lande som familie med amning der måske driller, efterfødselskroppen, der måske gør knuder, potentielt kolikbarn osv. Men jeg regner med at lave en post om, hvordan vores familie bedst kan håndtere den umiddelbare tid efter fødslen snarest.

Når man frygter “at blive bims” så tror jeg, det bunder i særligt to ting:
1) frygten for isolation og ensomhed, hvor en savlende baby ikke kan siges at rigtig tælle for ligeværdigt fællesskab og kontakt.
2) frygten for en dybt understimuleret hjerne, som langsomt nedbrydes for hver børnesang, man synger, og hvor det eneste nogenlunde spændende voksne input er at høre om partnerens (arbejds)dag (hvis man har en partner).
Hvis man overvejer hjemmepasning efter barslen og det er forudsætningerne for at være derhjemme, så kan jeg godt forstå, man ikke har lyst. Det lyder ikke særligt tillokkende – uanset hvor meget man er overbevist om, det er godt for barnet at være hjemme. Så der skal jo gøres en stor indsats for at både barn, men også voksen, trives i den ordning. Jeg har gjort mig nogle tanker om, hvordan jeg vil håndtere bims-frygten. Hav in mente, at jeg bor i Aarhus. Jeg er meget bevidst om, at de tilbud og ønsker, jeg har naturligvis ikke gælder for alle. Måske er det virkelig urealistisk for dig at kunne gå hjemme og trives, som tingene ville se ud lige nu, men måske kan det alligevel inspirere dig. Måske er du endda så badass, at du kan sætte gang i lignende initiativer i dit lokalsamfund?

Nedenfor kommer der en lang række tilbud, jeg enten allerede er en del af eller håber at kunne benytte under barsel og mens jeg hjemmepasser:

De gængse: Babysalmesang, legestuer, etc.

Babysalmesang, motorik-møder, svømning og legestuer behøver vist ingen introduktion, men de er alligevel på min liste, for det er ting, jeg godt kunne tænke mig at gå til i løbet af barslen, hvis der er overskud, tid (og råd). Som jeg ser det, er disse tilbud hyggelige, udviklende stunder for barnet, men ligesåvel aktiviteter for mig, hvor jeg kan møde andre på barsel/hjemmepassere. What’s not to like?

Vidste du i øvrigt, at der er etableret plejehjemslegestuer i Aarhus, hvor gamle og unge kan mødes? Esra Alici Pedersen er ophavskvinde til dette og jeg glæder mig meget til at komme på besøg med vores barn en gang imellem!

Bedre Barsel

Kender du Bedre Barsel i Aarhus? Chancen er måske størst, hvis du bor i byen og er gravid og/eller har børn. Jeg har endnu ikke besøgt Bedre Barsel i deres Barselshus i midtbyen, men glæder mig til at tage del i deres fællesskab. Stifterne forklarer: “Bedre Barsel er sat i verden for at belyse, række ud og gøre os alle klogere på, hvordan det kan opleves og føles at blive forældre og være på barsel.” Sådan et fællesskab med åben snak om barselslivet vil jeg meget gerne være en del af!
De har også events rettet særligt mod fædre på barsel, hvilket er skønt!
Der er ugentligt oplæg og events, hvoraf nogle koster penge, men man kan blive abonnent og spare penge på events på den måde. Hvis vi har råd til det, kunne jeg godt finde på det!

Madklub

Det næste tiltag er meget individuelt for netop mit liv, men jeg håber det kan inspirere flere, for jeg er meget begejstret! Jeg kommer nemlig i en særlig madklub. Madklubben er startet af en ung, kristen familie, som gerne ville dele mad og liv med deres naboer, og så er det egentligt bare vokset og vokset. Nu er vi TO madklubber, der mødes om torsdagen for at spise og snakke sammen, for huset blev fyldt op, da vi rundede de 30 børn og voksne.
En fast tradition er “taknemlighedsrunden”, hvor man har chancen for at kort dele, hvad man går og tumler med og/eller er glad for, siden vi sidst sås. Det er en dejlig måde at checke ind med hinanden på! Vores gruppe er socialt set meget spredt med unge studerende, singler, børnefamilier, enlige mødre og erhvervsaktive bedsteforældre, og det er netop dén bredde, der er særlig for fællesskabet. Det er SÅ vigtigt at møde nogen, der er helt anderledes end dig selv for at se nye perspektiver på livet. I madklubben tror jeg, jeg kan kan få lov til at være lidt mindre mor og lidt mere Siff og snakke om andet end blemærker og tilknytningsteori, og det er skønt.

Lektiecafe/frivillig hjælp

Den her plan involverer bestemt heller ikke bleer! Pt. arbejder jeg som gymnasielærer i engelsk. Det holder jeg jo af gode grunde op med, når jeg skal gå hjemme. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke kan lide engelsk eller undervisning mere, så mit håb er, at jeg kan få lov til at blive frivillig lektiehjælper ca. 1-2 timers tid om ugen på det lokale gymnasium, når barslen er ovre. På den måde håber jeg at holde min faglighed en lille smule ved lige og bruge mig selv i noget relevant frivilligt arbejde. Kan det ikke lykkes at blive lektiehjælper på gymnasieniveau, så må jeg se mig om efter andre muligheder.
En helt anden mulighed kunne også være at blive frivillig i en genbrugsbutik, som jeg også har været før, eller noget helt tredje. Der er – heldigvis – mange løsninger!
Derudover har jeg jo bloggen her, som bestemt også er voksen-stimulans for mig, så det glæder jeg mig over.

SoMe med ligesindede

At være hjemmegående forælder kan sikkert godt være en kæmpe udfordring og sparring kan virke langt væk, hvis ikke man kender andre hjemmegående. Af den årsag priser jeg mig lykkelig for blogs og sociale medier! Grunden til vi overhovedet tør give os i kast med projektet er, fordi vi har har fået indblik i andre hjemmegåendes hverdag på deres blogs. At andre blotlægger deres økonomi, så man kan få lov til at se, hvordan det egentligt kan hænge sammen er utroligt værdifuldt og noget jeg sætter stor pris på. At se andres konsekvenser, inden man selv tager dem, er så hjælpsomt og har klart været en medvirkende faktor til, at vi “tør”.
Der er efterhånden en del hjemmepasningsblogs, så jeg vil blot nævne dem, jeg oftest kommer forbi:

  • familieudenfilter.dk
  • Majmy.dk
  • Happyhousewife.dk
  • Hjemmeunger.dk
  • Neohippie.dk (er mest aktiv på Instagram dog)
  • Facebook-gruppen “Moderne hjemmegående forældre” skal bestemt også på listen.

Veninder og familie

Vi er heldige. Svigerfamilien bor i Aarhus og mine egne forældre bor mindre end 1½ time væk med offentlig transport. Det giver både rig mulighed for aflastning, men også at baby kan få en tæt tilknytning til sine bedsteforældre. Derudover har vi venner her i byen, som også har/er ved at få børn, og det sætter vi naturligvis også stor pris på. Det er ikke alle på barsel, der har familie og venner (tæt på), og jeg underkender derfor naturligvis ikke, at det kan skabe en ensomhed. Særligt derfor håber jeg, at ovenstående tiltag kan inspirere dig til at se, om der er noget i lignende i dit lokalsamfund, for at få dækket dit (og dit barnets eventuelle) sociale behov.

Afslutningsvis må jeg vist bare sige, at jeg i hvert fald har gode muligheder for at komme ud af hytten til arrangementer, der enten er gratis eller billige. Nu må vi bare se, hvor meget jeg orker, når den tid kommer. Tak fordi du læste med!

Anbefaling: bogen “100 myter om graviditet og fødsel”

Jeg havde ikke hørt om bogen, før min søde nabo, der er mor og lægestuderende, smed den i favnen på mig med ordene “læs denne!”, da vi diskuterede, hvor mange ting man skal forholde sig til som gravid. Det er en sand mytejungle, der er til at blive bims af, så jeg tog imod den og slugte den råt på to dage.
Bogen er, som titlen fortæller, en gennemgang af de 100 mest gængse myter, som jordemoder Agnete Nørrelund-Madsen har mødt igennem tiden. Myterne bliver enten bekræftet eller afkræftet ved at gennemgå den forskning, der ligger på området. Nogle ting vidste man måske godt, men så bliver man genopfrisket i viden – andre myters (u)sandhed overraskede!


Jeg er en sucker for forskning, tal og procenter og for en selvudnævnt Queen of Research tiltaler det mig meget at tilgå graviditet og fødsel med reel viden, og ikke blot antagelser – eller endnu være: løgne baseret på myter, som skræmmer. Ekstra lækkert er det at bogen er relativt ny fra 2017, så den præsenterede viden er (forhåbentlig) ikke forældet endnu. Bogen er velskrevet og til tider humoristisk og jeg kan bestemt anbefale den!

Bogen kan købes flere steder, bl.a. på udgiver-forlaget FADL:
https://fadlforlag.dk/produkt/100-myter-graviditet-foedsel/
den kan også lånes kvit og frit på biblioteket.

I disse blogger-spons-spam-tider må jeg heller fortælle, at anmeldelsen er IKKE er sponsoreret. Heller ikke af min nabo. 😉

Hjemmepasning… hvorfor egentlig?

Som sagt her vi jeg dele lidt om, hvorfor vi har valgt at hjemmepasse vores barn efter barslen. Hjemmepasning kommer ikke til at fylde hele min blog, men det kommer til at være en del af dens univers, for mit håb er at kunne give mod til at træffe anderledes – og modkulturelle – valg. For det ér modkultur at passe sit eget barn hjemme. Ifølge dokumentaren “Hvem passer vores børn?”, bliver 90% af alle børn i vuggestuealderen og 97% af alle børn i børnehavealderen passet i institution. Det må man sige, er en kulturbærende norm, så jeg vil egentligt gerne bruge lidt krudt på at argumentere for, hvorfor vi vælger at bryde den norm og hjemmepasning frem for dagpleje eller vuggestue.

Jeg vil gerne argumentere. Faktisk elsker jeg det! Men der er absolut ingen grund til, at jeg bruger energi på at diske op med forskning, statistik og fornuftige teorier, når andre har gjort det hårde arbejde for mig. 😉 Mie Wedsgaard Storm fra kulturkritiskforum.dk har på sin hjemmeside samlet en hel vidensbank, hvor du kan læse den ene tekst efter den anden om børns udvikling, hjemmepasning, institutionalisering og andet lækkert. Genialt!  Familieudenfilter.dk refererer også jævnligt til ny forskning/relevante klummer – både på bloggen, men også gerne på sin Facebookside af samme navn. Og ja, men skulle tro det var sponsoreret, men det er bare mig, der fangirler og gerne vil give credit til mine to største inspirationskilder.

Er du interesseret i hjemmepasning og de gode grunde, der er hertil, vil jeg derfor kraftigt opfordre dig til at tjekke de to kvinder ud. Kan du nøjes med min sølle etos, så jeg vil i kortfattethed sige:
Baseret på den forskning og viden vi har om små børns udvikling, så er hjemmepasning den mindst problematiske måde at imødekomme 0-2/3-årige børns behov på.

Så har jeg i hvert fald ikke lovet mere, end jeg kan holde.

Mor og far har (sandsynligvis) andre behov, der også skal ses på, men lad os holde børnenes behov i fokus: meget samvær med de primære omsorgspersoner, der kender og elsker barnet, er kanongode forudsætninger for et velfungerende barn. Det er bestemt ikke garanteret, at institution skader barnet, men når vi er overbeviste om, at hjemmepasning er bedre, så har min mand og jeg valgt det. Det er tydeligt for os, hjemmepasning bedst muliggør det samvær, barnet har brug for.

Men jeg tillader mig altså at springe en lille smule over, hvor gærdet er lavest i forhold til at argumentere for sagen – for nu – fordi jeg rigtig gerne vil guide dig, kære læser, hen til de to kloge kvinder, der ved endnu mere om emnet end jeg.
Når du så har læst deres besyv, så kom tilbage til mig igen og hør blandt andet om vores planer for økonomien omkring hjemmepasningen – for selvfølgelig har hjemmepasning økonomiske konsekvenser.

Tak fordi du læste med.

Noget om et nyt mindset… part 3

I denne lille serie fortæller jeg om, hvordan det sidste år har ført til en række ændringer i mit liv – som videre har ført til, at jeg har lavet denne blog. Som fortalt her og her, så fortsætter vores livsstilsvalg altså ud af en anden retning, end jeg nok havde forventet for et år siden.

Fordi ser I… Jeg er gravid. Og dét må man kalde et valg af livsstil sådan at blive forældre. Du bliver jo aldrig ikke-forælder, når først du er forælder. Men det er sådan set ikke min pointe med mit indlæg. Pointen er snarere det valg, vi træffer, når vores baby forhåbentligt melder sin ankomst til september. I første omgang skal jeg på en lang barsel
indtil cirka august 2020 (TAK velfærdsstat og kvinder, der kæmpede for længere barsel i sin tid). Vi har ikke tænkt os, at min mand skal tage formel barsel, da hans kandidatstudie samt dertilhørende lange sommerferie tillader forholdsvist meget tid med baby (igen: tak velfærdsstat).

Det helt normale ville jo så være, at jeg efter endt barsel skal ud på arbejdsmarkedet igen. Eller… i hvert fald forsøge på det. Jeg er jo årsvikar og dermed ledig efter barsel. Men vi har valgt, at jeg skal noget andet. Noget drastisk. Noget næsten uhørt.

Jeg skal gå hjemme.

Oh skræk! Anti-feminist! Ligestillingsmodstander! Jeg kan høre kritikken tydeligt. Men nej – jeg er bestemt hverken anti-feminist eller imod ligestilling. Jeg er derimod anti-adskillelseskultur og imod de skod-normeringer, vi ser i vuggestuer og børnehaver.
Tanken om hjemmepasning har ligget og vokset i mig længere tid end vores baby har: Frøet blev sået gennem primært blogs såsom familieudenfilter.dk, Majmy.dk, kulturkritiskforum.dk og enverdenvedsidenaf.dk. Sider skabt af badass kvinder, som hjemmepasser deres børn i forskellige konstellationer og som med deres researchede viden, erfaring og eksempel gang på gang bekræfter mig i, at det er det rigtige valg for os.

Min mand var lun på tanken om hjemmepasning hurtigt efter jeg foreslog det, men var stadig usikker. Hvad med økonomien? Var det nu så galt i sådan en vuggestue? Men så kom den efterhånden famøse dokumentar fra DR, ” Hvem passer vores børn?”, som blev det sidste skub, vi havde brug for. Og selv hvis vi får fantastiske normeringer, der også holder ude i virkeligheden, så skal vores barn i sine vågne timer nemlig stadig være mest sammen med os – dets primære omsorgspersoner. Det skal stadig hjemmepasses i sin første tid her på jorden. Så må vi bare håbe, mor ikke bliver sindssyg af det, ikke? 😉

Mine planer om kommende indlæg om hjemmepasning:

  • Hjemmepasning – hvorfor egentlig?
  • Hvad gør vi med økonomien?
  • Hvad gør vi, hvis Siff faktisk bliver lidt bims af at gå hjemme – og hvordan vil vi forsøge at undgå det?
  • Hvad tænker vi om socialisering og forældrekompetencer?
  • Hvor længe regner vi med hjemmepasning?
  • …og sikkert en masse andet.

Og med de ord vil jeg slutte min lille mindset-serie af. Tak fordi du læste med indtil nu!